Mange varme afskedskram

Så skete det: turen er over og jeg har sagt farvel til gruppen og guiderne. De sidste tre dage sammen med dem har været helt fantastiske, og det er virkelig sørgeligt at tænke på at jeg måske aldrig kommer til at se dem igen - det føles stadig som om at vi skal rejse sammen igen i morgen. Men desværre ikke.

Men udover den sørgelige afsked kan jeg fortælle om de fede ting vi har oplevet siden sidst. 

(Det ser desværre ud til at blogger på min iPhone har slettet et meste af denne post. Jeg vil prøve at genskrive det så god jeg kan.)

Den 18. september ankom vi til Chobe nationalpark i Botswana. Vi tog på en tre timers lang game drive hvor vi så utroligt mange elefanter. Parken er også kendt for at have en overpopulation af dem, og giver dem derfor væk til dem der har land nok til dem. Vi havde set de fleste dyr allerede, men manglede cheetah og leoparden. Selvfølgelig støder vi så på nogen der havde set en leopard ikke langt fra hvor vi var, men vi kunne ikke nå det da vi var på vej til en boat cruise på floden i parken. At sejle og se dyrene var en helt anden oplevelse. Vi sejlede Så tæt på elefanter, flodheste, krokodiller, komodovaraner og mege andet så det virkede hel uvirkeligt. På et tidspunkt var vi ikke mere end 8-9 meter fra en flok flodheste. Vi sad på toppen af båden med den smukkeste udsigt udover solnedgangen og dyrene med en drink i hånden. Det var ikke helt dårligt. 

     Da vi kom tilbage til campen havde Allen lavet mad til os. Dette måltid var den aller sidste fra hans hånd, og jeg er sikker på at alle, inklusiv mig selv, fældede en indvendig tårer. En simpel gryderet med ris og kød i sovs, grøntsager og salat. Mums er alt hvad jeg kan sige. Efter maden gik vi alle op i campens bar og så fodboldt: Napoli vs. Dortmund fra Tyskland. Vores tyskere på holdet var meget fokuserede, og vi sad og hyggedeng snakkede. 

     Vi stod tidligt op for at krydse grænsen fra Botswana til  Zimbabwe, og vi købte snacks og varm kakao for vores sidste pula, som er Botswanas møntfod. Der var blandede følelser da vi ankom til byen Vic Falls. På den ene side var vi spændte for endelig at se stedet og dets vidunder, og på den anden side kom den triste realitet frem, at det var vores sidste stop på turen sammen. Tawanda gav os den sædvanlige rundtur i byen og fortalte om stedets historie inden vi tog hen til et kæmpe baobabtræ kaldet "The Big Three". Han havde tager en baobab frugt med, og når man åbner den er det ikke hvad man forventer. Når man spiser en frugt forventer man en saftig, ofte sødlig, fornemmelse i munden, men denne frugt var meget tør, ligesom pulver og var meget syrlig. Men godt, det smagte det altså alligevel. Derefter tog vi til vores logde hvor vi skulle være de to sidste nætter. Der var tid til st slappe lidt af og tage alle vores ting ud af trucken, og så skulle vi på vores aller sidste tur i MJ sammen - distination: Victoria Falls. Stedet skuffede ikke. Det er et utroligt smukt sted, og de vandfald får en til at virke helt lille og magtesløs. Den bragede, tordnede lyd, er kun med til at forstærke det kraftfulde naturvidunder. Vi bar der i low season. Det vil sige sige at det er vinter, og derfor er der ikke megen vand i floderne. Derfor vand vandfaldet på sit laveste niveau, og jeg kan kun forstille mig hvor mægtigt det må være når den er på sit højeste. Da vi kom tilbage var der tid til et bad, selvom vi næsten ikke havde behov for et efter vi var blevet gennemblødt af faldene. Men vi skulle ud på restaurant for sidste gang med Allen og Tawanda. 

     Vi spiste på et fedt sted kaldet "Mama Africa". Det var megt lokalt, med live band og masse af mennesker. Det var mærkeligt st det var sidste gang vi skulle spise med Allen og Tawanda - i morgen var turen officielt forbi. Vi grinede, hyggede, spiste vores lækre mad og snakkede som havde vi kendt hinanden i et år, og ikke 19 dage. Det er utroligt hvor tætte vi er kommet på hinanden i denne tur. Alle følges ad, venter på hinanden, spørger hinanden til råds, griner med hinanden. Ja, som jeg sagde før: som en familie. Jeg holdte også en tale fra hele gruppen til Tawanda og Allen, og takkede for alt de havde gjort. Jeg tror aldrig jeg har holdt en tale med så mange interne jokes som denne, nøj det var sjovt. Jeg havde også tegnet en tegning til hver af dem med dem selv på, og klistrede det på de konvolutter med tips vi havde samlet sammen. Det var mærkeligt at skulle tænke på at det faktisk er deres arbejde, for igennem hele turen har de bare været en del af gruppen. Så tips blev givet med tankerne at det var en gave til en ven for en fantastisk tid, og ikke for en service. For venner, der er de. Men hold da fest de blev glade for tegningerne. De kunne ikke lade være med at smile og grine, for jeg havde sørget for at tegne hver detalje af deres personlighed, citater osv ned som vi havde kommet til at elske på turen. Der var Allen med sin mobil i hånden, hovedtelefoner på og sine flip flops Tawanda med alle sine citater, den bøde han havde fået for at køre for hurtigt og hans mærkelige dans. 

Derefter snakkede vi videre, og besluttede for at gå tidligere i seng da vi skulle op dagen efter og white water river rafte! 

Vi stod tidligt op for at tage afsted, og hold da op - turen fra toppen og ned til Zambezi floden var farligere end selve river raftingen! Der var så langt ned, og klipperne var så stejle at nogen af trapperne vi gik på var omkring de 20 graders vinkel. Der var også en pige der gled på en af klipperne da vi næsten var nede ved floden. Hun slog sit hovede ned i en af klipperne og slog sin arm af led. Det var forfærdeligt at overvære, men de bragte hende straks op igen og kørte hende på hospitalet. Det var ikke en fra vores gruppe, men de fik hurtigt styr på situationen. Efter det kom vi ned til selve raftene, og så snart vi var i vandet fik vi rystet chokket af os.  I sad 8 i hver båd, og efter lidt øvelse var vi klar til den første rapid. Der var 19 rapids i alt på turen, og sværheden af dem gik fra level 2 til level 5. Vi ankom også på det bedste tidspunkt for white water river rafting overhovedet. Der var nemlig low water som betyder at der er meget lidt vand i floden, og det gør at vandet bliver trukket over flod unden endnu kraftigere og giver de største rapids. Zambezi floden er en af de vildeste i verden på denne tid af året, og vi blev ikke skuffede! De første rapids var level 2 eller 3, og selv med dem var det svært at holde sig i raften. Snart nåede vi til vores første level 5 rapid, og guiden gav os tre muligheder - ville vi igennem ved højre side hvor man ikke ville tippe over, i midten hvor der var 50/50 for at blive siddende eller Bille vi igennem "The Ugly" hvor der var omkring 95% chance for at raften ville kændre. En af gutterne der sad i en lille kajak, som var der og hjælp når og hvis vi fladt i vandet, viste os 0-tegnet med hånden bag om ryggen på vores guide. Der var altså nul procent chance for at blive i båden hvis vi valgte sidste mulighed. Da der var en fra vores gruppe der ikke ville kændre valgte vi den midterste rute. Hvad vi ikke vidste var, at guiden alligevel valgte at tage os igennem The Ugly. Vi padlede så hurtigt vi kunne, og pludselig var alt sort og jeg rullede rundt under vand uden at kunne fortælle om jeg vendte op eller ned eller hvor langt under overfladen jeg var. Det er helt vildt hvor klar i hovedet man bliver i sådanne situationer. Alt forgik i slow motion. Efter at have set klippet på video gik der kun 4-5 sekunder og så var vi ved overfladen, men i situationen føltes det nærmere 30 sekunder. Jeg tænkte ikke på noget andet udover hvad jeg skulle gøre i situationen, og jeg holdte bare vejret til jeg var oppe. Men da jeg kom op var det ikke slut - vi var stadig midt i rapiden så jeg blev flere gange trukket under vand igen af bølgerne. Det var en vild oplevelse jeg aldrig vil glemme. 

     Vi kændrede endnu engang på en level 5 rapid kaldet "The Mother". Jeg greb fat i siden af raften så snart jeg kom til overfladen, men jeg fik konstant raften i hovedet igen og igen da bølgerne var så store, og så tippede raften over endnu engang! Jeg fik den smak i hovedet, og derefter besluttede jeg mig for at opgive raften og svømme væk fra den. Så så jeg en fra gruppen, hende der ikke ville kændre, og hun var midt i et panikanfald. Jeg skyndte mig at svømme over til hende, tage hendes hånd og berolige hende. En af kajak kom så hen til hende og sammen tog vi hen til kanten af floden. Bagefter sagde hun hvor glad han var for at jeg var der og hjalp hende. Resten af turen var fantastik, og ærgede mig da det var slut. Det sværeste var dog at komme op fra kløften igen. Det var søværnet og stejlt, og alle var møg forpustede da vi kom til tops. Derefter var det frokost og så tilbage tilbage til lodgen hvor jeg hoppede i poolen, læste lidt og tog et bad. 

     Om aftenen tog gruppen sammen og spiste ved en anden backpacker i byen, hvor vi derefter festede i baren til klokken 12 om natten. Det var så sjovt og vi gav den hele armen. En masse random mennesker kom også hen og dansede og snakkede med os. Vi sagde farvel til dem der ikke skulle med til Joburc, og da baren lukkede gik vi tilbage til vores lodge hvor der var afterparty og vi fik den sidste drink. Så var det i seng, for i morgen ville blive en lang, lang dag. 

Omkring klokken 5 om morgenen stod jeg op og sagde farvel til Manu som jeg havde det telt med de sidste 20 dage. Det var trist, og vi stod i lang tid og sagde farvel. Vi sagde også farvel til Allen og Tawanda for sidste gang, men fandt ud af at vi ville ankomme i Cape Town samme dag, så vi kunne mødes og sige hej. Vi kørte med trucken i omkring 14 timer, kun med stop til frokost og tisseri, og ankom til vores camping ved en 10-tiden. Vi var alle smadret, og gik i seng efter aftensmad og en drink i baren. Det var vores sidste aften sammen. Afsted tidligt igen, og om eftermiddagen ankom vi til lufthavnen. Alle skulle af undtagen mig, da jeg blev kørt til hotellet hvor min næste tur skal starte, og jeg sad med hovedet ud af vinduet og vinkede farvel til de sidste mens trucken kørte forbi. Det var virkelig trist. 

    Hotellet var et sygt fancy sted, og jeg føler mig slet ikke hjemme der. Alle er tilbagetrukne, og siger ikke engang hej på gangene.  Jeg kan meget bedre lide backpacker lodges hvor alle er venlige og snakker. Ellers gik jeg bare lidt rundt og så stedet, og bestilte lidt mad til værelset mens jeg så film. 

Det var ret lækkert bare at slappe af en aften, for i morgen starter næste tur. Jeg glæder mig, men de her sidste 20 dage har været helt utroligt fantastiske - det har været som en drøm. Jeg er sikker på at jeg kommer til at savne alle, og alt det jeg har oplevet vil jeg huske hele mit liv. Ej hvor jeg elsker Afrika, jeg er sikker på jeg kommer tilbage hertil engang. Men nu er det bare at sove - der er masser der skal opleves endnu! 

Okovanga Delta

Vores sidste aften i Namibia tilbragte vi ved at spise på en meget fin restaurant i Windhoek. En fra gruppen havde fundet stedet anbefalet i en rejsebog, og da vi ankom dertil blev vi ikke skuffede. Vi sad på en terrasse med udsigt over byen, og vi fik serveret en lille forret på køkkenets regning. Jeg fik en lækker game duo ret med struds og heartbeast. En lænker dessert med magumi (en slags frugt)-is, --kage og -sorbet. Jeg har også smagt oryx, springbuk og zebra, så jeg er godt på vej til at have smagt lidt af hvert. Desværre forlod en af de tyske piger gruppen på grund af personlige årsager som alle fra gruppen kender. Nu er vi kun 15, men vi har det lige så fedt. Hende jeg deler telt med er her stadig, og vi har det rigtig godt sammen. 

Dagen efter ankom vi til Botswana. Inden tog vi til Maun og fløj i 5-mands fly hen over Okavango Delta. Det var ligesom at se et naturprogram på National Geografic. Vi så flodheste, elefanter og en kæmpe flok på cirka 500 gnuer. Bare det at se deltaet oppefra med tanken om at vi selv skulle ind i det bagefter var fedt. Vi slog os ned i en camp uden for deltaet først med pool (som vi nød utroligt meget, her er så ekstremt varmt nu), og om aftenen var der traditionel dans foran bålet. Barnet af en af dem, omkring 3-4 år, besluttede at danse med og det var fantastisk sjovt, og piges glæde smittede af på os alle. 

    Næste morgen pakkede vi vores små rygsække til to overnatninger i deltaet. Vi kørte 3 timer med en åben lastbil derud samt 2 og en halv time i mokoro, en slags kano der bliver ført frem og styrret med en lang pind. Vi ankom til en plet midt ude i deltaet langt, langt væk fra alting. Vi var helt ude i vildmarken. Og når jeg mener langt, er det langt. Der bar ingenting udover det vi selv havde medbragt. Vi havde 9 delta-guider med ude da det var dem der styrrede mokoroerne og gik med os på gående safari. Det er noget helt andet at gå derude når man ikke er i et køretøj. Vi havde intet at beskytte os med andet end at kravle op i træer hvis vi blev angrebet. Vi så både giraffer, zebra, gnu, eland, elefanter, flodheste og springbukke. Vi kom så tæt på nogen elefanter der gemte sig i et krat at vores guide skyndte sig st få os væk derfra. Lidt adrenalin i kroppen var det da. 

     Eftermiddagene (vi gik kun ud om morgenen eller aftenen pga varmen) brugte vi på at spille kort der jævnligt blev afbrudt af "elefant break" da der kom elefanter tæt på vores camp som vi lige skulle se. Det var så ulideligt varmt at man fysisk ikke kunne særlig meget. Vandet i vores flasker var den temperatur jeg godt kan lide min te, no shit. Så vi badede hele tiden i floden, og nøj hvor var vandet lækkert. Et kan godt være at der sad en igle på mig den første dag vi badede, men vi så ingen efter det. Vi prøvede også mokoroerne, og det endte med at vores kok, Alan, faldt i bandet sammen med en af dem fra Amerika. Jeg endte faktisk med at mestre den på kort tid, så det var mig der sejlede folk frem og tilbage fra camp til badestedet. Pludselig kom en af delta-guiderne mens vi badede og sagde vi skulle passe meget på. Ikke længere end 150-200 meter fra os gik en elefant med unge. Vi svømmere meget stille indtil de forsvandt - og så var der vandkamp!

     Om aftenen lavede Alan oryx steak, og hold fest hvor kan den mand lave mad. Han er også uddannet kok, men det er mange af de andre fra Nomad ikke, så jeg har lovet ham at fortælle om den der laver mad i min næste gruppe er dårligere ellers bedre end ham selv. Jeg har høje forventninger - nu er jeg blevet vant til hjemmesyltede pærer med hjemmelavet cream og alt andet godt fra hans hånd. Den sidste aften dansede og sang delta-guiderne også, og de fleste af os joinede festen. Der blev leet så meget. Vi sad til langt ud på aftenen og snakkede mens vi så ildfluerne ved vandet og kunne hører zebraerne snakke ikke langt fra vores camp. 

     Da vi skulle sove fortalte de os, at vi ikke skulle efterlade noget uden for teltene. De havde nemlig spottet en leopard dagen før, og vidste den var i området. Der blev også sagt at vi skulle huske at lyse omkrig vores telte hvis vi skulle ud og tisse om natten. Løverne har en tildens til at sove i læ of teltene. Med den Info gik jeg på toilettet (et hul gravet i jorden) inden jeg gik i poden. Men da jeg var derude kunne jeg høre noget plaske i det lave vand på den anden side af campen - der var et stort dyr der gik i vandet ikke mere end 90-100 meter fra mig! Jeg skyndte mig tilbage, og kort tid efter kunne vi alle høre en flodhest larme og snakke bag vores camp. Det var noget af e soundtrack at falde i søvn til. 

Siden har vi taget hele vejen videre til en camp kaldet Planet Baobab hvor vi endelig for første gang i tre dage fik et lækkert bad og hoppede i poolen. Til aftensmad lavede Alan en lækker ret kaldet "satza" som er det der er den mest normale ret som alle spiser hjemme, enten til morgen eller aftensmad. Det smagte vildt godt, og vi spiste det med hænderne som er standarten. Nu får vi en lille smagsprøve af afrikansk Amarula. 

I morgen skal vi på game drive i Chobe nationalpark på gamedrive og boat Cruise. 

     Det er mærkeligt at vi allerede er på dag 18 i morgen. Der er kun 3 dage tilbage fra første tur. Jeg tror jeg kommer til at savne dem, alle er så skønne og dejlige. Men jeg er sikker på at næste tur også bliver skøn. 

På safari i Itosha

Nu har de fem amerikanske piger samt den ene tyske pige forladt os. Det var lidt mærkeligt i starten fordi vi alle havde vænnet os til hinanden, og der var meget mere stille i bussen end det plejede. Men kort  tid efter var alt tilbage til det normale igen. Vi har fået et nyt par der stødte til gruppen i swakunpond, og de er begge tyskere og passer super godt ind. Så nu er vi 16, og vi er blevet knyttet endnu mere sammen.

Den 9.9 drog vi fra swakunpond ud i ørkenen igen til at utroligt smukt sted. Der var kæmpe store sten- og klippeformationer som var kraftigt orange imod den blå himmel. Der så vi hulebilleder malet af bushmænde for flere tusinde år siden, vi tog på vandretur i klipperne og sad på toppen af en af dem og så solnedgangen med en øl eller savanna (en afrikansk cider) i hånden. Det var en af de smukkeste solnedgange på turen so far. Om aftenen når stjernerne kom frem og bålet blev tændt fortalte Tawanda om sit folk som det var i gamle dage og om stjernernebillederne og deres historie. At sidde ved bålet om aftenen er nogen af de hyggeligste tider på dagen hvor vi snakker om alt mellem himmel pr jord. 

      Dagen efter kørte vi langt og nåede til et folk der stadig lever efter de gamle traditioner som vi besøgte. De er fra Himba stammen, og der var en af mændene der fortalte os om deres liv. De kan vedligeholde deres livsstil ved at inviterer turister til at besøge dem, samt hvad de sælger af egne kreationer. Børnene var meget fascineret af vores kameraer og var vilde med at se billeder af dem selv. Aftenen var igen en smuk solnedgang omkring bålet.

 

De sidste to dage har vi været på safari i Itosha National Park. Vi kørte et par timer i parken til vores camp derinde, højden i vores truck, kaldet MJ (alle Nomads trucks er navngivet efter afdøde musikstjerner), var super at se dyrene fra. Den første dag så vi hvide næsehorn, ørne, gribbe, springbukke, zebraer, vortesvin, elefanter, giraffer og mange flere dyr. Det er en unfenced park hvilket vil sige at alle dyrene er 100% vilde og kan gå ind og ud af parken som de ønsker. Vores camp var i et indhegnet område i parken, men alligevel var vi omringet af honnybadgers som kom så tæt som to meter på os, men vi jagede dem væk da de ville stjæle vores mad. Vi så chance til at vise alle fra gruppen Toutube videoen "honnybadgers don't care", og vi tog den.i

     Næste morgen var vi afsted kl. 7 for at tage på en heldags game drive. Lige så snart vi kom ud fra campen så vi to hunløver stå under et træ. Under dem var en hel zebra! De havde lige slået den ihjel da de tod 5 minutter og pustede ud inden de satte tænderne i dyret. Det var en fantastisk oplevelse, og vores guide sagde at man næsten aldrig ser sådan noget. Hvis bare portene til parken åbnede 10 min før ville vi måske have set jagten. Ellers så vii tre løveunge under et træ der lå og puttede. Vi så omkring 20-25 elefanter med små unger ved et at vandhullerne hvor de badede i mudderet og sandet. Et sort næsehorn (som næsten aldrig er ved vejene) var så tæt på at den truede med at angribe trucken. Vi så også en stor flok plettede hyæner der badede i et vandhul. De dykkede i vandet, og kom til overfladen med lunser af kød i munden. Åbenbart, når de har fundet et dødt dyr, hiver de kadaveret med i vandhullerne for at det bedre kan holde sig og for a holde det væk fra andre dyr. 

    Vi tog også på en nat game drive og oplevede noget utroligt. Guide i vores 4x4 lyste med røde spots for ikke at skræmme dyrene, og pludselig løb hyæner tværs over vejen lige fornan os med kød i munden. Der var utroligt mange, og en af dem var helt blodig, så der havde nok været kadaver-party lige i nærheden.

 Vi stødte også på en flok løver, og de kom så tæt på som 5 meter! De virkede helt  upåvirket af bilen, og hanløven vandrede stille foran bilen på vejen i godt 8-10 minutter. Det var helt ubeskriveligt. 

     

Jeg kan umuligt skrive at hvad der er sket, ikke engang en tiendedel, ellers ville jeg kunne udgive en novelle. Nu er vi i Windhok og har vores sidste dag i Namibia. I morgen krydser vi grænsen til Botswana.  

Saa er der gaaet en uge!

Det foeles nu som om jeg har vaeret vaek i meget laengere tid end 7 dage, men vi oplever ogsaa utroligt meget hele tiden. 
     Det er utroligt hvor mange forskellige typer der er med i den her gruppe. Der er alt fra den hardcore middelaldrende svenske gut der gaar sygt meget op i udstyr, arbejder i et kaempe frysehus og frager varer i minus 24 grader og som bare vil vaek fra Vestens pjat. Desvaerrer har han mistet sin baggage i flyveren, og han er den eneste ud af de 20 vi er som skal med paa alle 42 dage. Saa det er forstaaligt at han er i lidt daarligt humoer. Ellers er her fem amerikanske toeser der alle kender hinanden, saa de er ofte sammen. Man kan ogsaa godt maerke at de kun har pakket til en uge da de gaar rundt i Converse og har alt for store tasker.  Men de forlader os idag efter kun en uge sammen med en tysk pige jeg ellers snakker ret godt med. Der er 3 par med, hvor to af parene har besluttet af saelge alt hvad de ejede, hus og moebler, for saa at rejse et helt aar. Ellers er der to andre piger, som er de eneste naer min alder der er tilbage efter amerikanerne forlader os. Det var lidt akavet i starten, men efter en uge nu er vi alle allerede blevet saa taette, og vi har det saa godt med hinanden.
     Hvad kan jeg ellers sige om vores gruppe? Vores guide hedder Tawanda, og hans hobbyer er som han selv siger det: ''To talk and anwser questions.'' Han ved en masse om alting og har det med at bruge saetninger som ''I will tell you one, two, three, four, five words and we will stop maybe one, two, three, four, five times.'' og ''Here is the pee pee stop.'' Alen er vores kok. Han er ogsaa guide men besluttede at vaerer kok paa Nomad turerne fordi saa skal kan kun arbejde et par timer om dagen og kan slappe af resten af tiden. Han gaar altid rundt med store hoerertelefoner og hoerer musik eller gospel. Selvom han arbejder paa turen er han mere en del af gruppen. Han er virkelig sjov og haenger meget ud med os. Som Tawanda siger, saa er vi allerede en stor familie.

Der er sket saa meget den sidste uge, men jeg vil bare naevne nogen af de ting vi har oplevet. Vi oplevede en koldfront fra Atlanten da vi forlod Cape Town og froes som sindsyge da det bare var saa utroligt koldt. Det er saa blevet varmere jo laengere vi er kommet op i Namibia. Vi har sejlet kajak paa Orange River ved graensen mellem Namibia og Sydafrika, besoegt bushmen, set flamingoer i laguner og meget meget mere.
Den 4. September gik vi tidligt i soveposerne i en stille, rolig og lun camp ude i oerkenen hvor vi var omgivet af intet andet end andre der overnattede og sand. Men vi blev vaekket til noget lidt andet. Jeg vaagnede om natten til at teltet rystede og der dryssede sand ned i hovedet paa mig. Da jeg vaagende endnu engang var det blevet endnu vaerer. Det var var virkelig voldsomt, og teltene er nogen store kraftige nogen der er holdt sammen med tunge metalstaenger. Da vi vaagnede klokken kvart over 5 om morgenen og jeg aabnede teltet vaeltede det ind med sand og det piskede igennem luften. To af amerikanerne som begge havde forladt deres telt maatte se teltet flyve fra dem med alle deres ting i og tunge madresser. Vi blev noedt til at hjaelpe hinanden med at holde teltene nedde, ellers ville de flyve vaek! Det lignede at vi havde vaeret paa Roskilde i 9 dage, saa beskidte var vi blevet af alt sandet.
    Men vi naaede det til Dune 45 og besteg den til at se solopgangen selvom vinden stadig var kraftig, men aftagene. Det var det hele vaerd at staa der og see ud over den Namibiske oerken. Vi har ogsaa set mange dyr, ogsaa en lille skorpion under en af vores telte og en Horned Adder.

Jeg springer mange ting over, men igaar ankom vi til Swakompund hvor vi sover paa hotel i rigtige senge med gode bade osv. Her har vi slappet lidt af, og igaar nat var vi ude og spise sammen samt feste i en af de lokale klubber. Det var utroligt fedt, musikken startede lavt men vi fik dem til at skrue musikken op, og pludselig stod vi i en cirkel og havde en vild dance off med de lokale afrikanere. Vi havde det utroligt fedt, og festede til klokken 12 om natten. Og det er altsaa meget naar vi ikke er kommet senere i seng end klokken 10 hele ugen. Hold da op hvor fik vi alle danset.
    I dag har vi saa vaeret ude og quadbike i de store sanddunes, og det var virkelig fedt at koerer lynhurtigt op og ned af de dunes. Det var virkelig en skoen oplevelse. I morgen drager vi igen ud i oerkenen vaek fra civilisation.

Jeg kan ikke sige meget andet end at det hele bare er utroligt fedt. Alle har det godt sammen, og de ting vi oplever er utroligt fede.



.